Blog

Hvordan slipper byggebranchen igennem corona?

Corona-situationen har presset de fleste brancher – i hvilket omfang vil virus bulldoze sig igennem byggeriet? Det giver ny analyse en indikation af.

Kommunernes anlægsloft er væk resten af 2020, og der er frigivet milliarder til almene boligrenoveringer. Til gengæld ser markedet for især nye boligbyggerier mere nervøst ud end tidligere.

Det er for tidligt at konkludere, hvad corona kommer til af betyde for byggeriet, men forskellige tal kan give en indikation. Alt tyder på, at det er slut med den lange årrække, hvor branchen har kunnet bygge oven på deres vækst. Til gengæld tyder det ikke på, at hele fundamentet under branchen slår dybe revner.

Her får du nogle af de nøgletal, som vi i Publico hæfter os ved. Vi er hverken byggeøkonomer eller spåmænd. Men vi følger byggeriet med interesse, da det er en af fire-fem sektorer, hvor vi har en væsentlig del af vores omsætning.

Langt de fleste projekter er upåvirkede

  • Seneste melding fra Dansk Byggeri er, at branchen er sluppet relativt nådigt gennem foråret. Nok især fordi der i Danmark ikke har været tale om en decideret nedlukning af byggepladserne. Inden corona var antallet af beskæftigede i byggeriet cirka 180.000, hvilket var det højeste niveau siden før finanskrisen. I marts og april gik 2.300 job tabt – altså lidt over 1 procent. Under finanskrisen faldt beskæftigelsen med over 20 procent.

  • Håbet hos Dansk Byggeri er, at de fremrykkede offentlige og almene investeringer kan holde kranerne i sving. Og her er der måske opbakning at hente i en ny analyse fra Byggefakta, som har talt med de ansvarlige for 1.000 byggeprojekter til en samlet værdi på 166 milliarder kroner. Hele 82 procent af projekterne er ikke påvirket af corona, og kun tre projekter (altså 0,3 procent af de 1.000) er annulleret eller nedskaleret.

    Kun få f de adspurgte forventer en stor nedgang i forretningen på over 20 procent. Med til den historie hører, at byggeriet allerede inden coronaen forventede en nedgang efter syv års vækst.
  • Marketingværktøjet Hubspot giver et mere internationalt perspektiv på situationen. Blandt Hubspots kunder formåede virksomhederne inden for construction at lukke flest nye ordrer i ugerne frem mod midten af maj. Og faktisk nærmest flere, end de gjorde før corona.  

Har du slebet saven?

Uanset hvordan vi vender og drejer tallene, er det endnu for tidligt at mejsle coronaens effekt i beton. Kommer der en form for anden bølge, kan virus-bulldozeren måske rive mere med sig i faldet. Omvendt kan byggeriet måske slippe nådigt, hvis den nuværende optimisme fortsætter.

Mere sikkert er det, at du som entreprenør, rådgiver eller producent er vigtig for opbygningen af det næste opsving. Og at din virksomhed skal slibe saven, hvis I vil vinde jeres drømmeprojekter foran konkurrenterne. Har I det skarpeste værditilbud? Den tydelige fortælling? Den rette synlighed over for målgruppen?

Alt det har vi skrevet meget mere om på vores nye sektorside om kommunikation og markedsføring i byggeriet. Skynd dig derind før din konkurrent!