YouTube eller Vimeo – hvor skal din video bo?

YouTube er verdens næststørste søgemaskine og ejet af verdens hersker, Google. Vimeo fokuserer på lækkerhed, høj kvalitet og professionelle brugere. Men hvilken platform er bedst for dig, der bruger video i dit content marketing-miks (hvis du ikke gør det, skal du se at komme i gang)? Læs om fordele og ulemper ved de to mest populære videoplatforme.

YouTube er kongen af søgemaskineoptimering af video. Vimeo er professionelt og forplumrer ikke dit brand og budskab. Skal du bruge YouTube eller Vimeo til marketing?

687474703a2f2f662e636c2e6c792f6974656d732f3434304633593077316c3239336733653367334e2f636f7665722e706e67.png

Youtube er uden sammenligning den altdominerende videoplatform på nettet. Med mere end én milliard brugere er der langt ned til konkurrenten Vimeo, der har omkring 160 millioner brugere. Det vil sige, at der er et langt større potentielt publikum at hente på YouTube. Men er det det rigtige publikum? Og hvad med SEO (Search Engine Optimization – eller på jysk, søgemaskineoptimering)? Mon ikke Google favoriserer sit eget produkt på søgeresultatsiderne (SERP)? Og i en content overloadet verden er Google måske det vigtigste fokuspunkt for marketers.

Vælg YouTube, hvis SEO er vigtigst

Der er ikke andre end Google selv, der præcist ved, hvor meget ekstra good will YouTube-videoer får i forhold til Vimeo-videoer. Men YouTube bliver favoriseret – ingen tvivl om det. Prøv for eksempel at skrive ”How to [hvilket som helst engelsk udsagnsord]” i Googles søgebar. Der er garanteret mindst et video-hit, og det/de er med sikkerhed ikke fra Vimeo. Google har rent faktisk udryddet de såkaldte snippets fra alle andre videoplatforme end YouTube. En snippet er et søgeresultat, der skiller sig ud fra de øvrige ved at have (synligt) ekstra meta-data. En video-snippet har for eksempel en mini-videoafspiller til venstre for teksten.

Video-snippet i Googles søgeresultat

Foto: Video-snippets på en søgeresultatside

”Nå ja, men der findes jo andre søgemaskiner end Google,” siger du så. Nej, der gør ej. Færdig. Bum. Ikke andre vigtige i hvert fald, så koncentrer dig om Google. Comprende?

SEO er lig med Google, og Google elsker YouTube.

Trafikken går ikke nødvendigvis til dig

Men netop fordi Google elsker YouTube, er søgemaskineoptimering af dine videoer måske ikke det allervigtigste i dine SEO-bestræbelser. For som alle andre – heriblandt dig – vil Google gerne have brugerne ind på sit website, som i det her tilfælde er YouTube.com. Selvom du har indlejret din YouTube-video på dit website – måske som en del af en blogpost – så vil et klik på din video i Googles SERP føre brugeren direkte ind på YouTube. Det er der flere problemer med:

  1. En eventuel vigtig kontekst går tabt. Hvad end du måtte have pakket din video ind i af god tekst og lækkert webdesign erstattes på YouTube af bimlen og bamlen, irrelevans og tvivlsomt design.
  2. Du går glip af relevant trafik på dit website. Trafikanter, der måske ville klikke videre rundt på dit site – måske endda helt hen til din kontaktformular eller endnu bedre, din webshop. Det samme gælder for Vimeo, men min pointe er, at SEO måske ikke skal være det eneste kriterie, når du skal vælge mellem de to platforme.
  3. Apropos bimlen og bamlen; YouTube er 'gratis' – det vil sige fyldt med reklamer. Jeg mener de f#$%ing irriterende In-stream-videoannoncer, der afspilles inden den egentlige video. Og så er YouTube overspringshandlingernes moder. Du kan ikke styre, hvad der skal vises, når din video er færdig, eller hvad der lokkes med til højre for afspilleren. Og vi ved jo kun alt for godt, at ingen – INGEN – kan modstå den næste video med en kat, der falder ned fra et bord. Endnu værre er det, hvis den næste video er i direkte konflikt med dit brand, dit budskab eller din selvforståelse. Din video bliver pludselig associeret med et budskab, du ikke har nogen kontrol over.

Vælg Vimeo, hvis lækkerhed og professionalisme er vigtigst

Vimeo henvender sig mere til professionelle brugere og koster af samme årsag rigtige penge. Det betyder blandt andet, at der ikke er reklamer på vimeo.com. Samtidig kan du styre, om der skal vises andre videoer, når din egen er færdig. Og så er der det visuelle udtryk; Vimeo lader dig indsætte dit eget logo og vælge afspillerens farve og funktioner. Når din Vimeo-video er indlejret på dit website, kan du altså sikre en rød tråd (eller blå, grøn, gul etc.) i dit sites visuelle udtryk. Og når din Vimeo-video ses på Vimeo.com, er det samlede udtryk også en hel del pænere end YouTubes ret rodede stil. Og det er altså ikke bare en smagssag. 

Vælg én af filmene på vores video-side for at se, hvordan indlejrede Vimeo-videoer kan se ud.

Mere af den rigtige trafik frem for flere views

I Publico begyndte vi med YouTube – vist egentlig mest fordi, det dengang var det eneste rigtige. For nogle år siden skiftede vi så til Vimeo af netop de årsager, som jeg lige har beskrevet. Vi foretrak kontrollen og designet. Vi har overvejet at skifte tilbage til YouTube på grund af de åbenlyse SEO-fordele. Men selvom SEO er vigtigere end nogensinde, så holder vi fast i Vimeo – ikke mindst på grund af det mere professionelle udtryk.

Efter min bedste overbevisning får vi nemlig langt mere ud af at kaste vores SEO-kræfter efter vores website fremfor at få vores videoer frem i Googles søgeresultat. Jeg tror nemlig, vi får mere af den rigtige trafik og flere leads ud af at indlejre vores videoer i den rette kontekst på vores blog og så optimere hver blogpost i hoved og røv. Vi kunne selvfølgelig også benytte begge platforme og dermed få det bedste fra to verdener. Tja, men selv i et verdensfirma som Publico er det altså også nogle gange et spørgsmål om ressourcer.

YouTube til isolerede (oplysnings)kampagner

Det er ikke nødvendigvis den rette løsning for alle. Når vi for eksempel kører en isoleret oplysningskampagne for en offentlig myndighed, anbefaler vi altid at gå målrettet efter det store publikum på YouTube. Så skal videoen blot have et helt klart budskab og call to action og kunne stå alene uden et website. Samtidig kan vi via AdWords målrette YouTube-videoer meget præcist mod et skræddersyet segment.

Så når det handler om one off-indsatser med et oplysningsformål og mange views som vigtigste succesparameter, er YouTube helt klart det rette valg. Når det handler om branding, content marketing, troværdighed og professionalisme i et mere langsigtet perspektiv, er det ikke helt så simpelt. Men jeg hælder til Vimeo.

Flere artikler om video:

Derfor skal du bruge video i B2B-marketing

Inspiration til videoformater for B2B

Sådan kommer du i gang med video

Video i dit nyhedsbrev øger din åbnings- og klikrate

TEST: Er du klar til video


Ring eller skriv til mig, hvis du stadig har svært ved at vælge platform, hvis du gerne vil sætte skub i jeres video-indsats, eller hvis du bare har lyst til at hyggesnakke om digitale marketing-muligheder.

casper@publico.dk / 29 91 22 86