Publico søger to nye kommunikationskonsulenter

Vi søger to nye kommunikationskonsulenter, der kan tiltræde fuldtidsstillinger per 1. februar 2020. Eller (meget gerne) før. Den ene skal have sans for finansstof og/eller it/tech. Den anden må gerne være generalist, men stadig med lyst til og flair for at arbejde for videnstærke B2B-virksomheder. Begge skal være velskrivende som bare pokker.  

Vi har travlt i Publico. Derfor er vi på udkig efter to nye kommunikationskonsulenter, der kan møde ind på havnefronten i Aarhus fra 1. februar 2020 eller før.

Vi holder samtaler løbende og beslutter os, så snart vi har fundet de rette profiler. Ansøgninger stiles derfor snarest muligt til direktør Uffe Lyngaae: Uffe@Publico.dk.

nyekonsulenter

Stillingernes endelige indhold (mht. kunde- og leverance-mix) afhænger lidt af, hvem vi ender med at ansætte. :-)

+3 års erfaring: Du skal have mindst 3 års erfaring som kommunikatør for at komme i betragtning. Derudover lægger vi vægt på følgende:

  1. Du skriver veloplagt og fejlfrit: Du skriver som en journalist, uanset om din baggrund er journalistisk eller akademisk. Hvis du laver fejl i din ansøgning, skal du ikke vente ved telefonen.
  2. Du har forretningsforståelse: Du er god til at sætte dig ind i virksomheders forretningsmæssige situation og skarp i din analyse af hvilke tiltag, der bedst understøtter virksomhedernes mål. Du kan med andre ord læse og forstå Børsen – med oprigtig interesse.
  3. Du kan sælge historier ind: Du har erfaring med og lyst til at sælge kundernes gode historier ind til journalister på erhvervs- og branchemedier i Danmark. For den konsulent, vi søger, med en finans/it/tech-profil, er veltrænede PR-skills et krav for at komme til samtale.
  4. Du er god til engelsk: Det vil være en klar fordel, hvis du taler og skriver business-engelsk på et højt niveau. Mange af vores kunder har engelsk som koncern-sprog, og en del af vores tekstprodukter skal leveres på engelsk.
  5. Du kan styre projekter: Hos Publico er man oftest ansvarlig projektleder på sine egne kunder og projekter. Det betyder, at du helst skal kunne disciplinere dig selv og dine projekter, så du møder alle deadlines med overskud – også når der opstår bøvl undervejs.
  6. Du er ikke bange for telefonen: Du skal have det godt med at gribe knoglen og ringe til en masse mennesker, du ikke kender, og som ikke altid har tid til at snakke med dig. Det gælder potentielle kunder, kunder, kunders kunder samt journalister og redaktører. Hvis du er god til opsøgende pressearbejde, er du allerede tæt på en samtale.
  7. Du har bureau-erfaring: Det er ikke et ultimativt krav, men det vil bringe dig endnu tættere på en samtale, hvis du kan dokumentere erfaring fra et PR- eller kommunikationsbureau. Eventuelt blot i praktik, men helst for alvor.
  8. Du er (et) aktiv på sociale medier: Du kender spillereglerne og er aktiv bidragyder på sociale medier, hvor dit store netværk betragter dig som en opinionsdanner-type. :-)
  9. Du er sulten: Selvom du har +3 års erfaring som kommunikatør, ser vi gerne, at du fortsat bærer en til ærgerrighed grænsende sult efter at udvikle dig via ud-af-komfortzonen-arbejdsopgaver for rigtige kunder og sparring fra kvikke kolleger.

Kunderne: I Publico løser vi strategiske, taktiske og operationelle kommunikationsopgaver for ca. 70 virksomheder og organisationer. Kundelisten tæller bl.a. Aberdeen Asset Management, AP Pension, Cryos International, DIBS, E-Boks, Kosan Gas, Krone Vinduer, Letbanen, Louis Nielsen, Lunar Way, MHI Vestas Offshore Wind, Miljøstyrelsen, NNIT, Nordic Waterproofing, Nærpension, Obton, Rambøll Management, Region Midtjylland, Scanmarket, Siemens Gamesa Renewable Energy, Styrelsen for International Rekrutttering og Integration, Syddjurs Kommune og Troldtekt.

Om Publico: Publico er et kommunikationsbureau med 25 medarbejdere, der hjælper videnstærke virksomheder med at vinde opmærksomhed, sympati og markedsandele.

Vi er specialister i at levere content & inbound marketing, kommunikationsstrategier, kernefortællinger samt pressearbejde til B2B- og finansvirksomheder. Desuden udvikler vi velfunderede strategier og kampagner til stat, forsyning og kommuner.

DSC_0681

Publico som arbejdsplads: Vi er stolte af at have fire Publico-medarbejdere, der har passeret deres 10-års jubilæum og to mere, der runder 10-års milepælen i de kommende år. Vi tror på langvarige, professionelle venskaber og på, at det skal være sjovt at gå på arbejde. Vores kultur og holdånd er formentlig vores stærkeste konkurrenceparameter.

Hos Publico får du 24 af branchens dygtigste kommunikationsprofiler som dine søde kolleger. Vi har medvind i markedet og scorer gennemsnitligt 4,2 (1-5 skala) i den månedlige arbejdsglæde-måling. Vi er i gang med at udvikle og skalere vores organisation til at kunne rumme 35-40 medarbejdere, der trives og har det sjovt, mens de bliver dygtigere.

Send din ansøgning vedlagt relevante teksteksempler (fx artikler og/eller pressemeddelelser) til uffe@publico.dk snarest muligt. Skriv gerne, om du søger "finans/it/tech-stillingen" eller "generalist-stillingen.