Blog

Publico er nomineret til Østjyllands Bedste Praktikvirksomhed 2023

Vores praktikanter Elias og Line har nomineret Publico til fire ud af fem priser ved Østjyllands Bedste Praktikvirksomhed 2023, der afholdes af Studenterhus Aarhus og Aarhus Kommune.

I Publico er vi heldige at have dygtige praktikanter hvert semester. Det er spændende og lærerigt. For begge parter. Derfor bestræber vi os altid på at give vores praktikanter den bedst mulige tid som publicant.

Vores tidligere praktikanter fra efteråret 2022, Elias og Line, mener, at deres praktikforløb hos Publico fortjener at vinde prisen som Østjyllands Bedste Praktikvirksomhed 2023

Vi er oprigtigt beærede over, at Elias og Line har nomineret os til fire ud af fem priser. De synes nemlig, at Publico fortjener at tage hjem med en statuette i følgende kategorier:

  • Onboarding
  • Uddannelse
  • Mentor
  • Team 
Det er næsten lige før, at vi får våde øjne. Men først og fremmest er det fedt, at Elias og Line har været lige så glade for os, som vi har været for dem. 

Ja, det er lige før, det er plottet til den næste romantiske komedie. Lige til Hollywood. Så kan vi måske svinge træbenet til Oscar-showet næste år. I år nøjes vi med Stakladen i Aarhus, når vi på torsdag den 16. marts deltager i det store awardshow. Uanset om vi kommer tomhændet hjem eller er så heldige at vinde en af priserne, så har vi i den grad trukket det længste strå i praktikantlotteriet. Og det gør vi heldigvis (næsten) hvert år - awards eller ej.

I forbindelse med nomineringen har Elias og Line kapret Publicos filmteam, og det er der kommet fire nomineringsfilm ud af. Se dem herunder.
NB: The Office-inspireret ironi kan forekomme. 😉

Onboardingprisen

En god start er begyndelsen på alt godt. Det var det i hvert fald for Line og Elias. De skriver blandt andet i deres nominering: 

"Vi kunne mærke, at Publico havde tænkt os ind i virksomheden og arbejdet, allerede inden vi startede. Der var planlagt faglige oplæg, frokost med kolleger i hold, opfølgningssamtaler og sociale outings - både i og uden for arbejdstiden."


Vi var lige så glade for begyndelsen på Elias og Lines praktikforløb, som de var. Se bare her.

Okay. Konfettirør, flag og klapsavler er ikke normalt en del af Publicos onboarding. Det er hundelufteri med indlagte lorteopsamlinger heller ikke. Men der er blomster, kort, croissanter og engagerede, nysgerrige kolleger. What's not to like?

 

Uddannelsesprisen

Buzzwords. Indforståede forkortelser. Mærkelige sammentrækninger.

Det kan være langhåret at være på kommunikationsbureau. Elias og Line mener selv, de har fået en vis forretningsforståelse med i den famøse rygsæk. Om ikke andet har de lært en hulens masse fancy ord, de kan underholde med til kedelige familiefester.

Spøg til side. De tidligere praktikanter bedyrer heldigvis, at de har fået en (oprigtig) forståelse for kommunikationsfaglige discipliner, og hvad det vil sige at arbejde på et bureau.

Få indblik i Elias og Lines nye B2B-terminologi.

 

Mentorprisen

Ingen god praktik uden en stjerne af en mentor. Og det har Publicos Karen heldigvis været i Elias og Lines optik:

"Vi har fået en fast person i Publico, som altid har vores ryg. Vi føler, at vi trygt har kunne komme til Karen med stort og småt, fordi hun har været omsorgsfuld og vist personlig interesse for os og vores læring."


Nu er Karen så gået på barsel, og man kan også godt diskutere, om forholdet mellem praktikanterne og Karen har taget overhånd. Videoen her må være det ultimative blåstempel på, at de har været glade for deres mentor...

Teamprisen

"Ikke et team. Men en familie." Citat Line.
Ja, vi behandler vores praktikanter så godt, at de har lyst til at tage med os hjem hver dag.

Vi nyder at bruge tid sammen i Publico, for vi kan faktisk rigtig godt lide hinanden. Vi bakker hinandens røv på arbejde såvel som i privaten. Det sammenhold tager vores praktikant også del i.

Se et udpluk af de hyggelige situationer, Elias og Line har haft sammen med os andre i Publico. Vi kan godt forstå, hvis du sidder og bliver lidt misundelig.