Partners in crime: Dan R. Knudsen

Hos Publico kan vi godt lide Dan R. Knudsen, der med sine skarpe og sjove speeddrawing-film gør selv det mest komplicerede emne legende let at forstå.

I serien ’Partners in crime’ præsenterer vi hver måned en af vores faste samarbejdspartnere. 

Nu skal du møde Dan R. Knudsen, der med sine skarpe og sjove speeddrawing-film gør selv det mest komplicerede emne legende let at forstå.

Speed drawing-film

Fra tid til anden støder vi her hos Publico på emner, der er så komplicerede eller, for at sige det som det er,  kedelige, at det kræver en ekstra indsats at få modtagerne til at hænge på hele vejen igennem. I de tilfælde ringer vi ofte efter tegner og grafiker Dan R. Knudsen. Han har nemlig specialiseret sig i korte speed drawing-film, hvor finurlige figurer og animationer på pædagogisk vis forklarer det hele, så selv den mest distræte teenager forstår budskabet i første hug.

Samarbejdet med Dan går helt tilbage til dengang, Publico hed Protekst og holdt til i Nørregade. Her var Dan en del af det samme kontorfællesskab, og vi lærte hurtigt at sætte pris på hans illustrative evner. Siden har Dan rykket biksen hjem på første sal af villaen i Højbjerg, hvorfra han selv både tegner, tilrettelægger og klipper sine film. Selv om hans hovedfokus ligger på speed drawing, så mestrer han også klassiske illustrationsopgaver, og har blandt andet tegnet julekalenderen til TV2s Juleønsket fra 2015. I fritiden fifler han med tegneseriekunsten og har endda vundet en pris som Danmarks bedste tegneseriefarvelægger. 

Cases

Både pensionskunder og gymnasieelever har stiftet bekendtskab med Dan – i særdeleshed hans højre hånd, når den med et fast greb om tuschpennen tryller figurer frem på speed drawing-film for AP Pension og undervisningsmaterialet MaybeBaby.

Det er både inspirerende og underholdende at arbejde med Dan, og vi glæder os allerede til næste opgave, selv om vi konkurrerer hårdt med både LEGO, Grundfos og Aarhus Kommune om pladsen i hans tætpakkede ordrebog. 

 

Fakta om Dan Ræder Knudsen