Online-workshop: Tre tips til at få succes

Corona har vendt vores hverdag og vaner på hovedet. Det seneste år har vi taget digitale kvantespring både på job og i privaten – og undervejs har vores online-tilstedeværelse mødt både nye muligheder og hidtil ukendte udfordringer.

Workshops er et af de formater, vi har været tvunget til at gentænke under corona. Og en virtualisering af en workshop giver ikke nødvendigvis sig selv. Realiteten er, at vi taber vores deltagere langt hurtigere på skærmen end i den virkelige verden. Derfor har vi her samlet tre simple tips, der kan være med til at sikre en succesfuld virtuel workshop med opmærksomme og interesserede deltagere.

1. Skab et overblik

Dit publikum skal forstå, hvorfor de skal deltage i netop din workshop. Sørg for, at alle deltagere ved, hvad formålet med workshoppen er. Udarbejd og rundsend en klar og præcis agenda, så deltagerne ved, hvad de skal forberede sig på.

Vær ikke for tidsoptimistisk! Læg en buffer ind frem for at fylde for mange (og lange) punkter på. Ofte tager punkterne længere tid, end du tror – og skulle det ikke være tilfældet, vil de færreste klage over at slutte lidt før tid. Husk, at det for eksempel også tager tid at komme ind og ud af virtuelle grupperum.2.

2. Aktiver dine deltagere

Giv gerne deltagerne en enkel hjemmeøvelse på forhånd. Gerne noget, hvor de skal sende svarene til dig. Sørg for, at øvelsen er let at forstå og let at gå til.

Svarene kan du bruge aktivt i seancen. Tag for eksempel en kort runde, hvor alle får ordet. Det kan være med til at bryde isen og få selv de mest sky deltagere på banen fra start. Svarene giver dig også et klart billede af de forskellige deltageres holdning (og engagement).

3. Visuelle elementer over teksttunge slides

Det virtuelle univers egner sig i endnu mindre grad til lange enetaler. Du kan overveje at sende baggrundsinfo rundt på forhånd og nøjes med at præsentere korte pointer.

Skær ned på teksten, opprioriter billeder, grafikker, statements og andre visuelt egnede elementer, som understøtter dine pointer. Undgå for mange slides og fokuser på dine deltagere i stedet – der skal være god tid til at få dem alle på banen.

Find mange flere tips i Publicos guide til virtuelle workshops.

Skærmbillede 2021-03-23 113718

Med vores gratis guide får du:

  • et bud på ingredienserne i en vellykket virtuel workshop
  • konkrete tips til både forberedelse, afvikling og opsamling
  • praktiske idéer til at variere din workshop med gruppeøvelser.

Værsgo' – hent guiden her.