Ny Facebook-algoritme gør det dyrere og sværere for virksomheder

Tilbage til kattevideoer, cup cakes og løberuter. Facebooks nyeste algoritme vil gøre op med click bait og fake news. Det betyder (måske) store udfordringer for virksomheders markedsføring på Facebook.

facebooks-nye-algoritme.png

Der udspiller sig en benhård kamp mellem sociale medie-giganter om hele tiden at være den foretrukne platform. Det kræver fornyelse, og nogle gange får man fornemmelsen af, at netop fornyelse er vigtigere end egentlig forbedring. Det afhænger da også af øjnene, der ser, om den seneste fornyelse fra Facebook også er en forbedring.

Ked af click bait og fake news

Mark Zuckerberg (CEO for Facebook) har selv givet udtryk for, at han er ked af, at Facebook har fået en rolle som formidler af fake news og click bait. I den seneste tid har Facebook lagt scene til flere politiske skandaler, som endda har kompromitteret demokratiske processer.

Det bliver dyrere

Det var aldrig meningen med Facebook, bedyrer Zuckerberg. Derfor vil han nu have den menneskelige interaktion tilbage i fokus. Og det er umiddelbart de kommercielle og politiske interessenter, der må vige i den bestræbelse.
 
Kort og godt betyder det, at Facebook bevæger sig tilbage mod kattevideoer og cup cakes, og det bliver dyrere (eller mere besværligt) for virksomheder og medier at få synlighed.
 
Som virksomhed vil man stadig kunne få opmærksomhed på Facebook. Men man vil med al sandsynlighed skulle dykke dybere i pengepungen for at bevare den reach, man hidtil har kunnet opnå.

Kræver aktiv handling

Et andet krav til virksomheder, der også fremover ønsker at blive vist i målgruppens nyhedsfeed er, at der rent faktisk er interaktion mellem mennesker og virksomheden. Hvis man som bruger interagerer rigtig meget med en virksomhed, vil man sandsynligvis stadig få vist opslag. Men hvis ikke, så skal brugeren ind i sine privatindstillinger og vælge, at han/hun gerne vil se opslag fra den pågældende virksomhed. 
 
Det kræver altså en aktiv handling fra din virksomheds følgere, hvis de stadig gerne vil se dine guldkorn!
 
Hvis din virksomhed har mange følgere, kan det derfor være en rigtig god ide at oplyse dem om det. Og gerne med det samme, inden opdateringen skubber dig helt ud på Facebooks nyanlagte kirkegård for virksomheder, medier og politiske trolls.
 
Ingen ved endnu, hvor markant ændringen bliver. Måske vil man ikke bemærke, at der er færre kommercielle opslag. Måske vil man nu blive oversvømmet af kattebilleder. Det må vi holde øje med.
 
(Opdatering)
Er Mark Zuckerberg simpelthen bare helt tosset med kattevideoer, eller ligger der mon andre motiver bag den seneste – måske ret radikale – ændring af Facebook? Læs mere om det, og om hvad det potentielt har af konsekvenser for bl.a. mediehuse i denne artikel fra Buzzfeed.