Fem gode grunde til at lave B2B-podcasts

Hvad end du har kommercielle bagtanker, drømmer om at få lov at nørde i en niche eller gerne vil være hip (eller måske alle tre?), så kan podcasting noget. Også for B2B-virksomheder.

Podcasts er populære. Emnerne spænder bredt – fra hårrejsende mordmysterier, over millennial-issues til aktuelle radioprogrammer, der er så interessante, at de er værd at høre på bagkant. Det, som mange podcasts har til fælles, er, at de som regel er fiktion, journalistiske fortællinger og/eller underholdning.

Og selvom der er god inspiration at hente i ovenstående, har B2B-podcasts dog et lidt andet take. Producerer du en B2B-podcast, er det din fornemste opgave at formidle viden, der gør din virksomheds følgere klogere. Det gælder jo i virkeligheden for alt content, du udvikler – og hvorfor du bør tage den devise med dig over i podcastformatet, ja, det dykker vi ned i her.

Du er med på noderne

I DRs årlige rapport Medieudvikling 2018 spås lyd til at være på vej ind i sin anden guldalder. (Den første guldalder begyndte helt tilbage i 1920’erne og sluttede i 1960’erne, hvor danskerne tændte for fjernsynet og slukkede for radioen).

Podcastmediet giver plads til fordybelse, hvilket ellers kan være en svær dyd i disse tider, hvor YouTube-videoer og moderne familieliv kæmper om vores flakkende opmærksomhed. Men heldigvis er det stadig tjekket at være up to date på sin branches hotte emner – både som virksomhed og som medarbejder, der i kaffekøen gerne vil tale med om Internet of Things.

I Danmark træder corporate podcasts endnu sine første skridt. Du kan med andre ord stadig nå at smage lidt af firstmover-sødmen ved at benytte podcasts som element i din markedsføring – og det er tilladt at eksperimentere med formatet.

Statistikken bakker os op

18 procent af befolkningen hører podcasts hver uge. For bare ét år siden var det 15 procent...

Måske giver det anledning til at tænke ”det var da alligevel ikke pokkers mange”. Men så skal det nævnes, at danskerne faktisk er pjattede med lyd-formatet. Hele 92 (!) procent lytter til radio hver uge, og sådan har det været i mange år. Kan du dufte potentialet til at konvertere nogle af disse radiolyttere til podcast-lovers?

Hvis vi skal trække USA-kortet, estimeres det, at intet mindre end 124 millioner amerikanere har lyttet til en podcast, og 73 millioner lytter til podcasts mindst en gang om måneden. Det tal er eksplosivt stigende.

Benyt podcasts som dit udstillingsvindue

Podcasts kan bruges som visitkort eller som smagsprøve på din virksomheds kompetencer – naturligvis uden at lave direkte reklame. Forestil dig at være til salgsmøde, og den potentielle kunde spørger ind til en ydelse hos jer, og du kan svare: ”Ja, det har vi faktisk lavet en podcastepisode om. Jeg sender dig lige et link”. Ret overskudsagtigt, må man sige.

At have lavet en podcast er det nye ’jeg har skrevet en bog’. Du kan med andre ord – og uden mange omkostninger – positionere dig inden for dit felt.

Overvej lige, hvornår du ellers kan få din målgruppe til at bruge meget mere end et splitsekund på dine reklamebudskaber – endda i deres fritid.

Menneskets bedste ven siger ikke vov

Vi kan først og fremmest takke teknologien for at have gjort det muligt, og tilmed nemt, at forbruge lyd. Ifølge Danmarks Statistik har ni ud af ti danskere en smartphone. Video er hot, men podcasts er bare mere fleksibelt – øjnene skal ikke fokusere på skærmen, og lyd kan konsumeres på cyklen, i bilen eller på løbebåndet.

Vi har vores telefon på os altid, så det er ikke her, der opstår friktion. Til gengæld stiller lytternes opmærksomhed høje krav om højkvalitetsindhold.

Du kan dyrke dit nørderi og lade det avle

Når det kommer til corporate podcasts, er det vist kun rimeligt på forhånd at slå fast, at de selvfølgelig ikke kommer til at tangere Mads og Monopolets eller Den Korte Radioavis’ lyttertal.

Men corporate podcasts kan noget andet: Gavmildt dele ud af nicheviden og kloge hjerners erfaringer, som et mindre publikum til gengæld får ild i øjnene af.  

Virksomheder har den fordel, at de har medarbejdere, som er specialister på særlige områder. Samtidig er der ofte også kort vej til førende eksperter i industrien eller blandt kunder og samarbejdspartnere. Og blot fordi vi taler B2B, betyder det ikke, at der ikke kan bringes personlighed med ind i studiet. Podcasts skaber i endnu højere grad end et blogindlæg nærvær, og lytterne opbygger over tid en relation til konceptet og de medvirkende. Også selvom den ikke nødvendighed når top10 i iTunes.

 

Publicos varme anbefalinger til gode podcasts:

  • Pottercut af Ib Potter om digital markedsføring
  • MindCast af Niels Vium om personlig effektivitet og mental performance
  • Marketing Brief af Halfdan Moth Timm og Emil Kristensen, der giver 10-minutters sessions om digital marketing

Hvis den fag-faglige visdom skal lægges lidt på hylden, er der god storytelling-inspiration at hente hos Third Ear. Hvis videns-horisonten skal udvides, er der guf at hente hos Det videnskabelige kvarter fra Aarhus BSS eller Lone Franks program 24 spørgsmål til professoren.

 

Er du nysgerrig på, hvordan du får din målgruppe til at være lutter øren? Vi hjælper dig gerne på vej. Skriv til os på hejsa@publico.dk.