Ved årsskiftet går der ofte inflation i at lege spåkone og kigge i krystalkugler. Vi mener dog, at en årsafslutning er en lige så passende lejlighed til at anlægge et mere tilbageskuende perspektiv. For hvorfor ikke lige stoppe og se, hvad vi egentlig kan lære af årets marketingindsats, så vi bliver endnu skarpere i det nye år?
Vores egen Publico-blog gemmer for eksempel på en guldgrube af data, der afslører, hvad I fandt læseværdigt i 2018. Og med helikopterperspektivet på rummer den også nogle væsentlige indsigter i, hvad der skal til for at lykkes med content marketing lige nu.
Bloggens topscorere
Hvis du vil blive klogere på, hvad dine læsere synes om dit content, kan du begynde med at trække data om årets udgivelser fra Google Analytics eller lignende. Vi har lavet et simpelt dataudtræk fra HubSpot, som er det system, hvorfra alle vores blog-posts udgives.
Indledningsvis kan vi konstatere, at vi har været effektive ved tasterne i 2018. Vi har udgivet hele 79 Publico-blogindlæg, hvilket sandsynligvis er vores mest produktive content-år nogensinde. 59 af vores blogindlæg fik mere end 100 læsninger, adskillelige endda tusindvis. Og hvad var det så, I, der læser med på Publico-bloggen, faldt for?
GDPR på agendaen
Siden GDPR – EU’s databeskyttelsesforordning –trådte i kraft i sin nuværende form i maj 2018, har opbevaring af personlige data stået højt på virksomhedernes agenda. Der er rigtig mange ting at forholde sig til i den skærpede persondataforordning, og umiddelbart ligner det en content-legeplads for jurister. Men indførelsen har også affødt en del overvejelser i marketing-afdelinger landet over. Derfor blev det også Caspers blogindlæg om GDPR for marketing, som blev dette års absolutte topscorer med tusindvis af læsere. Her koger han GDPR ned til fire grundprincipper, som marketingafdelingen bør koncentrere sin indsats om, når det kommer til indsamling, håndtering og dokumentation af data.
Læring: Hvis du kan gribe et højaktuelt emne og finde en relevant og værdiskabende kobling til din kerneydelse, er der potentiale for et home-run.
Læs den fordi: GDPR gælder stadig i 2019, og mange virksomheder har stadig ikke styr på reglerne om permissions og opbevaring af persondata.
Inbound marketing vinder (stadig) frem
Når nye bølger skyller ind over et B2B-fagområde, er der brug for at få styr på de nye tendenser. I 2017 publicerede vi første gang et blogindlæg, hvor vi forklarede, hvad inbound marketing egentlig er, og hvordan man bør tænke det ind i virksomheden. Blogindlægget faldt ikke kun i god jord hos læserne og blev vores næstmest læste artikel igen i 2018 (i en opdateret og genudgivet udgave) – den har også ramt en høj Google-ranking og trækker en løbende strøm af trafik fra organiske søgninger.
Læring: Dit bedste indhold kan med små opdateringer og repurposing få ekstra lang levetid. Så kig efter guld i tidligere udgivet indhold.
Læs den fordi: Inbound kobler konkret effekt på din content marketing. Indlægget slår fast, at inbound marketing ikke afløser content marketing som kommunikationsredskab, men derimod sætter content marketing i system og omsætter værdifuldt indhold til konkrete leads.
K-faglige klassikere
Læsermagneterne var ikke kun domineret af nye tendenser, men også af kommunikationsfaglige klassikere. Også her er der tale om emner, som trækker mange Google-søgninger hvert år. Kommunikationsstrategi var et af dem, og her ville vores læsere i 2018 blandt andet gerne vide, hvorfor du skal have en kommunikationsstrategi, eller hvordan vi kan oversætte forretningsmål til kommunikationsmål. Mange hentede også konkrete værktøjer, eksempelvis vores skabelon til kommunikationsstrategi på et ark.
Et andet tema, som hitter hos læserne, er kernefortælling. Det lader til, at virksomhederne i 2018 har fået øjnene op for, hvor vigtigt det er at få sat konkrete ord på virksomhedens ’why’, så kunderne også forstår formålet med forretningen.
Læring: Husk de grundlæggende indføringer i jeres fagområde, svar på kundernes helt oplagte spørgsmål og servér gode, enkle værktøjer for målgruppen. ”Hvad er…”-artikler kan blive store Google-hittere.
Læs dem fordi: Alle organisationer skal jævnligt kigge deres kommunikationsstrategi og kernefortælling igennem, så der er altid brug for viden om disse områder.
Distribution har topprioritet i B2B-virksomhederne
Mange danske B2B-virksomheder er i fuld gang med omstillingen til content marketing, og distribution er igen kommet på alles læber. Vi har stor søgning til vores seminarer om marketing-distribution for videnstunge B2B-virksomheder, hvor vi har fortalt, hvordan man designer en effektiv distributionsstrategi.
På Publico-bloggen er det især artikler om LinkedIn, der har domineret hitlisten i 2018. Et spørgsmål, vi ofte støder på fra kunderne, er, hvordan de kan blive thought leaders inden for deres område, og hvordan LinkedIn kan benyttes til at aktivere organisationens medlemmer. Og de artikler, der ligger allerhøjest på bloggen, omhandler da også kuratering på LinkedIn og employee advocacy – og deres udbredelse er sjovt nok også drevet frem af, at Publicos medarbejdere har været flinke til at dele dem på… LinkedIn.
Læring: Hvis du kan aktivere din organisation og få dem til at dele indhold via sociale medier, kan du øge din trafik væsentligt.
Læs dem fordi: Content is King, but distribution is Queen – and she wears the pants. Det bliver endnu vigtigere i 2019. En velstruktureret distribution mangedobler udbyttet af dit indhold, så tril bolden helt i mål, og giv distributionen samme fokus som produktionen.
Faglighed før ananas i egen juice
Vi synes selv, at det var ret stort, da Thomas W. kunne fejre 10-årsjubilæum i Publico. Eller da vi blev valgt af Brabrand Boligforening til at hjælpe med et stort byudviklingsprojekt i det vestlige Aarhus. Det synes I bare ikke… I hvert fald klikkede I ikke ind på det. Overhovedet. Fair nok. Men okay – nogle gange kan vi også lære meget af at kigge på, hvad målgruppen tilsyneladende ikke gider. Faglighed vinder over personrelateret indhold, og vi noterer os, at vi i 2019 skal tage udgangspunkt i jeres verden – og ikke vores egen. I vil ha’ flere faglige indlæg om kommunikationsstrategi, kunderejse og pressemeddelelser, og færre kundecases og medarbejderjubilæer. Tjek.
Læring: Udefra-og-ind trumfer indefra-og-ud. Dig-dig-dig vinder over mig-mig-mig.
Læs dem fordi: Thomas W. er en super kollega, og vi mener, at flere end 20 læsere bør vide, hvor stolte vi er over at have holdt på ham i 10 år. Og Gellerup 2.0 har faktisk nogle spændende perspektiver.
Læs eller genlæs læsernes top 10
Summa summarum: Kig jeres data igennem og lav mere af det, der allerede virker. Gå efter indhold, som bliver ved med at trække trafik fra Google. Og vær klar til at justere på tilgangen ved at aflive eller omforme det indhold, der ikke performer.
Hvis du missede en eller flere af årets højdespringere og afslutningsvis har lyst til at krydre juleglöggen med andet end rosiner og kanel, giver vi dig her årets Publico-content-guf i form af en top 10 med links til de mest læste blogindlæg i 2018.
- Hvad betyder GDPR for marketing?
- Hvad er Inbound Marketing? Få hele overblikket her
- Kommunikationsstrategi: Fra forretningsmål til klare kommunikationsmål
- Hvad er en kernefortælling? Og hvorfor bør din virksomhed lave en?
- Derfor skal du kuratere indhold på LinkedIn
- Sådan skriver du din kernefortælling – helt kort
- 6 tips til sommerlæsning for kommunikationstyper
- Sådan: Få succes på LinkedIn med employee advocacy
- 8 marketing-trends fra INBOUND18
- Smart Goals – sådan sætter du smarte mål
Rigtig god jul – og velkommen tilbage på bloggen i 2019!