Filmfotograf/-klipper søges til fuldtidsstilling asap 🎬🎥

Publico søger en erfaren filmfotograf & -klipper til vores film-team per 1. august. Hvis du har lyst til at komme med 25 pivsøde kolleger på en sjov vækstrejse, skal du læse videre. Og måske søge.

Publico er et kommunikationsbureau, der hjælper videnstærke virksomheder med at vinde synlighed, sympati og salg.

Det gør vi ved at levere strategier, indhold, distribution og måling til private virksomheder inden for finans, it, teknologi og byggeri samt til offentlige styrelser, ministerier og kommuner.

En af vores indholdsydelser er video- og animationsfilm. Vi laver film om vindmøller, akustiklofter, tagpap, pensionsopsparing, p-tærter, møbler og byggeprojekter. Om fusioner, strategier, byudvikling og medarbejdere. For at understøtte corporate branding, kommunebranding eller employer branding.  

Her kan du se en showreel med eksempler fra et lille udpluk vores film-projekter:

 
Vi har travlt i film-teamet, der indtil videre tæller tre mand:

  • En med +20 års erfaring.
  • En med et par års video-erfaring og drone-certifikat.
  • En nyansat elev fra filmuddannelsen i Viborg.

Og så mangler vi dig. 🙏

Du kan være self-made eller udlært. Du kan være freelancer eller i job. Uanset hvor du er nu, har du solid erfaring med filmproduktion. Gerne fra et bureau eller produktionsselskab. Du har formentlig 5-10 års erfaring fra virkeligheden.

Du er kreativ, passioneret og selvstændig.Vi forventer, at du sætter en ære i at byde ind med ideer og overraske med nye vinkler. Du kan tænke kreativt og kan følge ideerne til dørs: Fra koncept og kreativ udvikling over optagelse og til færdiggørelse med klip, colorgrade og lydarbejde.

Du har styr på håndværket

Du arbejder 100% hjemmevant i Adobe Premiere Pro og After Effects. Og i diverse kamera-systemer. Vi arbejder med Sony FS7, FS5 og A7III.

Du skal have en vis stamina, når vi indimellem har lange optagedage og opgaver af varierende kompleksitet. Og så skal du kunne tåle indimellem at arbejde under pres og overholde skarpe deadlines. 

Det kan fx være en lang dag med optagelser til Tagkanalen. Eller på en tur til Tyskland for at optage offshore-vindmøller fra helikopter. Eller en tur til Frankrig for at lave film om fødevareingredienser.

Du bliver en del af et videoteam, der er tilstrækkeligt stort til at være sin egen afdeling. Under ledelse af vores kreative producer, Lars Skov, får du et fagligt miljø, som du kan vokse med og i. Teamet leverer både enkeltstående produktioner og indgår i husets kampagneproduktion.

Hos os får du:

  • 26 søde, dygtige kolleger
  • En mentor og videoteam på tre at sparre med
  • Et bureau med medvind i markedet
  • En arbejdsplads med høj arbejdsglæde 
  • Et familievenligt job med årlig udlandstur
  • Masser af fede, sociale arrangementer (tænk fx NorthSide, stand-up, Publico-dinners og MASH).

Publico som arbejdsplads

Vi er stolte af at have fem Publico-medarbejdere, der har passeret deres 10-års jubilæum. Vi tror på langvarige, professionelle venskaber og på, at det skal være sjovt at gå på arbejde. Vores kultur og holdånd er nok vores stærkeste konkurrenceparameter.

Vi er i gang med at udvikle og skalere vores organisation til at kunne rumme 35-40 medarbejdere, der trives og har det sjovt, mens de bliver dygtigere.

De praktiske detaljer

Vi holder samtaler løbende og hugger til, så snart vi har fundet den rette profil. Send derfor din ansøgning og CV – gerne vedlagt relevante eksempler (fx link til din showreel eller lign.) på din kunnen – til Lars Skov hurtigst muligt.      

Hvis du har spørgsmål til stillingen, skal du endelig bare tage fat i Lars Skov, Publicos kreative producer.

Send din ansøgning og CV snarest muligt til Lars@Publico.dk

LarsSkov_600px