Sådan opretter du en Facebook Business Manager

Hvis din virksomhed er på Facebook, bør du bruge Facebook Business Manager. Det er et genialt værktøj, der sørger for, at din virksomheds Facebook-aktiver er samlet på en sikker og organiseret måde. I det følgende dykker vi ned i, hvorfor du bør have en Business Manager, og hvordan du opretter den.

Facebook Business Manager er et værktøj, hvor du som virksomhed kan samle alle dine aktiver virksomhedssider, annoncekonti og Instagram-profiler under én samlet paraply. Business Manageren gør det så at sige muligt at tilgå og administrere alle dine virksomhedsaktiver, der har med Facebook at gøre, ét centralt sted.

I Business Manageren kan du også tilføje dine kollegaer som medadministratorer. Og bare rolig, alle medarbejdere får ikke automatisk adgang til hver enkelt digital afkrog af din virksomhed. Du kan tværtimod udvælge dem, der skal have adgang til hvad, og hvor meget de skal kunne nørde rundt.

FB3

I Business Manager er det muligt at tildele forskellige niveauer af adgang til hver enkelt medarbejder


Udover at fungere som et samlingspunkt for din virksomheds Facebook-aktiver og -aktiviteter, fungerer Business Manageren som en form for business hub, hvor du har adgang til en række værktøjer såsom et analyseværktøj, et målgruppeværktøj og vigtigst af alt (i hvert fald i det her tilfælde) et annonceværktøj, nemlig Annonceadministrator!

Har du i øvrigt læst: Facebook-annoncering: Boost-knap eller Business Manager?

FB3_2

Facebook Business Manager tilbyder en lang liste af nyttige værktøjer

Top 4 fordele ved Facebook Business Manager

Med en Business Manager får du altså:

  1. Kontrol: Du kan kontrollere og administrere adgange og tilladelser for alle dine aktiver på ét sted, efterhånden som dit team, bureau-partnere eller leverandører ændrer sig over tid.
  2. Privatliv: Du kan arbejde med dine kollegaer i Business Manager uden at skulle oprette forbindelse på Facebook eller give dem adgang til din personlige Facebook-profil.
  3. Sikkerhed: Du kan identificere risici og se anbefalinger til, hvordan du kan forbedre sikkerheden for din virksomheds aktiver.
  4. Effektivitet: Du kan administrere flere aktiver, spore ydeevne på tværs af sider og annoncekonti. Du kan så at sige bevare overblikket.


Business Manager er især smart, hvis:

  1. du er en stor virksomhed, hvor flere afdelinger eller lande arbejder med forskellige budgetter og kampagner.
  2. du gør brug af et bureau til håndtering af dine SoMe-indsatser.

Setuppet er også brugbart, hvis du er en mindre virksomhed, der bare gerne vil bevare det forkromede overblik, eller hvis du har brug for de udvidede muligheder, som det giver at arbejde i Business Manager. Ja, jeg er en sucker for Business Manager.

Men det er altså også smart!

Du kan læse mere om Facebook Business Manager her, her og her.

Er du lige så solgt, som jeg er? Så lad os gå videre. Nu skal vi nemlig til at oprette en Business Manager.

Sådan opretter du Facebook Business Manager

Før du går i gang med at oprette en Business Manager til din virksomhed, skal du sørge for, at du er administrator af din virksomhedsside på Facebook. Herefter er du good to go:

  • Gå til Business.Facebook og opret en ny konto (klik på den blå knap i øverste højre hjørne).
    • Troubleshoot: Hvis ikke du har mulighed for at oprette en ny business via ovenstående link, så prøv at logge ud af din Facebook-profil og besøg hjemmesiden endnu en gang.
  • Udfyld vejledningen ved først at indtaste dit virksomheds navn og herefter dit navn og e-mail. Det kan være en god idé at indtaste din arbejdsmail, så du holder dit arbejds- og privatliv adskilt. Du skal bekræfte din identitet med dine private loginoplysninger til Facebook. Bekræft desuden oprettelsen via den tilsendte e-mail.

  • Herefter skal du ”gøre krav på” din virksomheds Facebookside(r) via ”Sider” i opsætningsvejledningen. Gør desuden krav på eventuelle Instagram-konti, som din virksomhed måtte have – dog ikke din egen private Instagram-konto.
    • Troubleshoot: Hvis ikke der i ovenstående step var mulighed for at koble din virksomhedsside til den nyoprettede Business Manager, eller hvis ikke din virksomhed har en Facebookside, så naviger i stedet til fanen Virksomhedsindstillinger via det grå panel i toppen af skærmen. Gå ind under Konti og dernæst Sider. Her kan du enten vælge at gøre krav på en side eller at oprette en ny side.
  • Opret herefter en annoncekonto med lokal valuta og lokal tidszone. Vær opmærksom på, at du med fordel kan have flere annoncekonti. Hvordan I vælger at strukturere det internt i din virksomhed er helt op til jer, men I kan overveje at lave en konto per marked, per afdeling, per… You get the idea.

  • Indtast din virksomheds betalingsoplysninger. Vær igen opmærksom på, at hver annoncekonto kan have hver sin betalingsmåde tilknyttet. I kan altså køre med forskellige budgetter og betalingsmåder på tværs af indsatser og afdelinger.

  • Tildel herefter relevante kollegaer den relevante adgang – nogle skal måske være administratorer, hvor andre skal blot have en medarbejderadgang. Du kan læse mere om de forskellige adgangstyper her. Dette gøres under Virksomhedsindstillinger i det grå panel i toppen af skærmen. Naviger til fanen Brugere i venstre side af skærmen. Her kan du administrere adgange samt koble eventuelle bureauer på som partnere.
    • Pro tip: Vi anbefaler, at der til hver en tid er flere administratorer af både Business Manager og virksomhedsside(r), så I ikke ender med at miste adgangen, hvis administratoren skifter job – eller at jeres aktiver bliver hijacket af en sur ex-medarbejder. Og ja, den slags sker. Jeg har selv siddet med flere af sådanne cases for virksomheder, der aldrig troede, at det skulle ske for lige netop dem.

Læs desuden vejledningen til oprettelse af en Business Manager fra Facebook.

Vær i øvrigt opmærksom på:

1: En virksomhedsside kan kun være tilknyttet én Business Manager ad gangen. Her kan I til gengæld have alle de annoncekonti og virksomhedssider, I vil. Som organisation kan I altså samle alle jeres aktiver ét sted.

2: Det er IKKE muligt at flytte en annoncekonto fra en Business Manager til en anden. Hvis I for eksempel har fået et bureau til at oprette en annoncekonto på jeres vegne i bureauets egen Business Manager, så kan I altså ikke flytte annoncekontoen – den ejes nu af bureauet. I kan imidlertid godt anmode om adgang til annoncekontoen og arbejde videre i den.

3: Det er vigtigt, at dem, der betaler for annonceringen, også er dem, der har ejerskab over annoncekontoen. Det handler i bund og grund om at sikre sin egen bagdel, så dine betalingsoplysninger ikke er koblet op i en anden virksomheds Business Manager, hvis din adgang pludselig skulle blive fjernet. Bummer! Sørg derfor for, at I selv opretter relevante aktiver i jeres egen Business Manager, og at I herefter giver bureauet ”partner-adgang” dertil – hvis I vel at mærke også er dem, der skal modtage den månedlige invoice fra Facebook. Hvis bureauet skal stå for den direkte afregning med Facebook, så bør annoncekontoen blive oprettet i bureauets egen Business Manager.

4: Selvom det ikke er muligt at flytte annoncekonti mellem to Business Managers, er det muligt at fjerne en virksomhedsside fra en Business Manager. Det er altså ikke skrevet i sten, hvis et bureau i en periode har koblet din virksomhedsside til deres Business Manager. Dette setup er selvfølgelig kun aktuelt, hvis ikke du allerede selv har en Business Manager, og hvis du bestemt heller ikke har intentioner om at oprette en Business Manager.

 

Nu er alt det grundlæggende for at kunne annoncere sådan set på plads, og du er i princippet klar til at kaste annoncekroner efter en indsats. Meeeeeeeeen, inden du hastigt klikker på launch-knappen, kan du med fordel tage et kig på, hvordan en kampagne er bygget op i Facebooks Annonceadministrator.

Webinar-optagelse: Facebook-annoncering

Er du blevet lun på idéen om annoncering på Facebook?

Vores webinar om annoncering på Facebook er desværre allerede blevet afholdt. Meeen, du kan heldigvis få fingrene i webinar-optagelsen.

Læs mere og få adgang til optagelsen

FB3_2