1) Først skrev Henrik Jensen en klumme hos Markedsføring med titlen "Hvad siger 40 akademiske artikler og studier om effektiv markedsføring under kriser".
Henriks hovedpointe er, at der er videnskabeligt belæg for at opretholde sin markedsføring i krisetider og dermed vinde markedsandele. En pointe, der bygger på gennemgangen af 40 videnskabelige artikler og studier, som Henrik havde gennemtrawlet i forbindelse med at udarbejde et whitepaper "Hvordan kommer du som annoncør bedst gennem coronakrisen" for TV2.
Sådan ser han ud, Publicos venlige bestyrelsesformand, Henrik Jensen.
Henriks whitepaper ligner en solid gennemgang, der nøgternt refererer de videnskabeligt opsamlede erfaringer om brug af markedsføring i tidligere kriser (fx finanskrisen) og påvirkningen heraf på virksomheders performance. Så solid, at det fik mig til at skrive hele to indlæg her på blog-rullen:
- B2B-virksomheder bør holde foden på marketing-speederen igennem krisen
- Forskningen er klar: Skru op for markedsføring i recession (summary af Henriks whitepaper)
2) Dernæst meldte en ung marketing-hund, Nicolaj Weber, Business Planning Manager hos bureauet Mindshare sig ind i debatten hos Markedsføring med indlægget "Debat: Invester dig ud af krisen! Javel, men så enkelt er det ikke".
Nicolaj Weber betvivler kausaliteten i Henrik Jensens overordnede invester-dig-ud-af-krisen budskab. Han stiller spørgsmålstegn ved, om virksomheder, der investerer i markedsføring, kommer styrket gennem kriser, fordi de markedsfører sig. Eller om det måske snarere skyldes, at deres konkurrenter er svækket eller forsvundet. Fair nuancering, tænker man umiddelbart.
3) Så skrev Henrik et modsvar på Webers modsvar under overskriften "Jo, så enkelt er det".
Henrik står fast på sin pointe: Ud fra forskningen er der solidt belæg for at fastholde eller øge sin markedsføring i recessioner (med mindre man er ved at gå konkurs). Markedsføring virker både på kort og lang sigt, og der er en relevant årsagssammenhæng. Ellers ville de videnskabelige artikler aldrig være publiceret.
Så var den hund vel klippet. Eller hvad?
4) Med den æggende intro-replik "Jeg kan simpelthen ikke stå for et godt hundeslagsmål i den marketing-teoretiske baggård" melder Jacob Holst Mouritzen sig ind i debatten med indlægget "Kære Henrik: Så simpelt er det vist ikke alligevel".
Jacob Holst Mouritzen, der vist er tidligere Mindshare-kollega til Nicolaj Weber, er nu strategikonsulent i eget navn. Hans indlæg er langt, nuanceret og en smule sniksnakkende. Kernen i hans forsvar for sin ekskollega og dermed kritik af Henriks position er, at der ikke er en 100 pct. vandtæt kausalitetssammenhæng imellem virksomheders markedsføring og deres positive eller negative udvikling. Og at man ikke skal bruge penge på markedsføring, hvis man er ved at gå konkurs. Okay!
5) Foreløbig sidste kapitel i debatsagaen hos Markedsføring blev skrevet i dag, hvor Henrik sætter, hvad der for mig ligner, et stort (og langt) punktum med indlægget "Kære alle: Stop hundeslagsmålet, og tag lidt mere ansvar!"
Henrik giver de unge hvalpe kredit for debatten og retorikken i et indlæg, hvor han ikke er for fin til at trække både erfarings- og ph.d-kortet. Han står fast på sine pointer og på sit fundament i forskningslitteraturen, som han godt kunne ønske, at de to yngre marketinghvalpe havde haft ork til at læse eller blot skimme.
Henrik Jensen opfordrer desuden til, at typer som Mouritzen og Weber bruger deres talent og ressourcer på at hjælpe danske virksomheder bedst muligt igennem krisen og styrket ud på den anden side som recessions-vindere.
I Publico har vi tænkt os gøre vores bedste for at bidrage til sidstnævnte.