Nu skal du høre en historie om, hvordan min mor kommunikerer, så jeg får det fysisk dårligt 😷. Men først vil jeg gerne highjacke historien med nyhedstrekanten – en tudsegammel teknik, der er ældre end Dronning Elizabeth og Prins Charles … TILSAMMEN!
Selvom det journalistiske redskab har 175 år på bagen, er det mindst lige så brugbart nu, som back in the days. Ja, faktisk er der et *host-host* moderat behov for at hive nyhedstrekanten frem af og til.
Både til os i kommunikationsbranchen og til vores mødre.
Nyhedstrekanten forklaret med én sætning
Den korthårede forklaring er, at du bygger en fortælling op med det vigtigste først – efterfulgt af nyttig baggrundsviden og slutteligt detaljerne.
Du kan læse om nyhedstrekantens oprindelse på Wikipedia. Så kan du selv vurdere, om du tror mest på historien om Pheidippides tur til Athen, telegrafproblematikken under den amerikanske borgerkrig eller historien om typografernes forkortelsesprincip.
Uanset hvad oprindelsen er, kan nyhedstrekanten i dag bruges til at trænge igennem til (flest mulige) læsere, lyttere og seere fra første anslag. Så langt så godt. Men kan du tåle at høre sandheden? Din første sætning er så vigtig, at du næsten ikke fatter det. Den svarer til førstehåndsindtrykket på en 10 sekunders speeddate. Go eller no go. Vind eller forsvind.
For hvor nedslående det end er, må vi forberede os på, at læserne kun læser de første par linjer – og kun hvis de fanger interessen, læser de videre.
Og det får mig til at tænke på min mor. Og din mor. Ja, faktisk alles mødre.
Dette blogindlæg er nemlig dedikeret til alle vores dejlige mødre.
Den omvendte nyhedstrekant, som min mor bruger
Du skal først vide én ting: Jeg elsker min mor. Men nogle gange får jeg lange løg ører af at høre på hendes langtrukne historier med evindelige detaljer i øst og i vest, der sætter mig helt ud af kurs.
Af hensyn til eksemplets magt får du her et unikt indblik i en samtale, min mor og jeg havde i sommer. Den er gengivet 1:1.
True story.
Har du spottet, hvad der er sket med nyhedstrekanten? Den vender forkert.
Min mor er hverken journalist eller kommunikatør, så det er ikke bevidst, at hun bruger den omvendte nyhedstrekant, når hun kommunikerer. Det er ikke bevidst, hun fyrer sådan en smøre af, at jeg får åndedrætsbesvær, og at mit blik tager på virkelighedsflugt.
Egentlig vil min mor gerne have min hjælp til at ændre sin flybillet. Men det fortæller hun mig først til sidst – hvor al energi og livslyst har forladt mit kadaver.
Okay, nu kender jeg min mor ret godt. Og jeg ved, at hun – eventually – kommer frem til pointen. Og som en forholdsvis høflig ung mand, føler jeg mig forpligtet til at male et tålmodigt pokerfjæs på, mens min mors pointe tager tilløb.
Åååh, hvis bare min mor kendte til nyhedstrekanten. Og brugte den.
Det har jeg tænkt flere gange. Og du har måske også en person i tankerne nu. Men nu tager jeg én for holdet – og al skraldet, der må komme for at lægge sig ud med mødrene 😬.
Hvis bare min mor brugte nyhedstrekanten
Verden ville se helt anderledes ud, hvis bare min mor brugte nyhedstrekanten. Så ville jeg med det samme vide, hvad budskabet er – og hvad hun har brug for fra mig. Og dermed kunne jeg bedre koncentrere mig om de nødvendige detaljer.
Det er ret essentielt, kære mødre (der læser med nu, fordi jeres døtre og sønner har sendt jer artiklen). Hvis du begynder med det vigtigste – din konklusion, dit call to action – så frigiver det båndbredde til, at vi kan forholde os til alle detaljerne.
Kommer konklusionen først til sidst, risikerer du at waterboarde os med detaljer, og hjernen kobler helt fra.
Hvis min mor brugte nyhedstrekanten, ville eksempelvis flybillet-historien have set sådan ud:
Min mor kunne med fordel også have udeladt nogle af informationerne. Som for eksempel at Annastacia og hendes eksmand bor sammen. Det er sandsynligvis en god og sikkert vældig interessant historie, men ikke en information, der understøtter budskabet. Tværtimod forvirrer det selv den mest koncentrerede, lyttende og indlevende søn.
Nok mor-snak. Nu går vi et spadestik dybere ned og nørder lidt med nyhedstrekanten.
Dengseafsnittet - kun for nørderne
Hvis du har gået på journalisthøjskolen, er du (forhåbentligt) stødt på nyhedstrekanten. Ellers er det meget godt, du læser med nu. Til alle os andre (dengserne på forreste række): Nu zoomer vi ind på nyhedstrekanten, og du får tre nye informationer i bulletformet størrelse:
- Du læser nyhedstrekanten oppefra og ned.
- Trekanten vender med spidsen ned, fordi det vigtigste i toppen skal fylde mest.
- Forudsætningen for succes med nyhedstrekanten er, at din vinkel er skarp (og at din overskrift er æggende, vækkende og dækkende).
Vi kan derfor inddele nyhedstrekanten i flere niveauer, så vi prioriterer mellem præmisserne/baggrunden og detaljerne, som det fremgår i illustrationen her forneden:
I begyndelse af din historie/artikel/LinkedIn-post er informationstætheden høj. Du skal på kort tid fortælle alt det væsentligste til læseren. Det gør du ved hurtigst muligt at besvare de seks hv-spørgsmål i indledningen af teksten: hvem, hvad, hvor, hvornår, hvorfor og hvordan.
Jo længere læseren kommer igennem artiklen, jo flere detaljer lægger du på, og desto mindre vigtige bliver oplysningerne (fx det med Annastacias eksmand).
En sidste detalje
Som en sidste detalje vil jeg (udover at rose dig for at være trofast og læse helt til ende🤓) give dig ét ekstra råd:
Når du videresender eller deler denne artikel med din mor, så husk at begynde med det vigtigste. Fx:
"Hej mor. Jeg vil bare lige sige, at jeg elsker dig. Og nååh ja, jeg læste dette underholdende blogindlæg, som jeg tror er liiige noget for dig. Kh [indsæt det kælenavn, din mor bruger om dig]."
Tak, fordi du læste med.
Kh Simse
.png?width=216&name=kisspng-inbound-marketing-hubspot-inc-business-public-re-5b37b3729b0835.659713031530377074635%20(1).png)
