9 tips til din e-mailmarkedsføring, du kan implementere i dag

E-mail marketing anno 2019: Her får du 9 tips til flere kliks, konverteringer og kunder fra henholdsvis tekstforfatteren, konsulenten og den digitale rådgiver. 

Gik du glip af Email Summit 2019? Og frygter du, at nu er du langt bagefter?

Så stop med at flæbe, og læs med her i stedet, for tre af vores nørder giver dig deres ni vigtigste læringer fra Email Summit 2019 – og de spænder pænt bredt: Fra niveøvelser og enhjørningebræk til tone of voice, adfærdspsykologi og konverteringer. Og de fortæller dig også, hvordan du kan implementere de ni tips til din e-mailmarkedsføring i dag.

 

Vi lægger ud med Simons tre vigtigste læringer. 

Tekstforfatterens 3 tips – af Simon Krag Linde

Tip #1 Placer CTA over foldelinjen

Mit første tip kan give dig op til 40 pct. flere kliks med den mest simple lille ændring. Tippet handler om foldelinjen på din landingsside. Og for at forklare, hvad det betyder, skal du forestille dig dette:

Du åbner din browser. Og du klikker dig ind på et website. Alt det, du ser på skærmen, det er ’over foldelinjen’. Alt det, du skal scrolle ned for at se, er ’under foldelinjen’.

Så langt, så godt. Nu kommer tippet:

Du skal placere dit Call To Action (CTA) over foldelinjen på din landingsside.

Og det er der gode grunde til, fordi:

  • det giver dig op til 40 pct. flere kliks
  • 40 pct. undlader at scrolle – altså de ser kun alt over foldelinjen
  • 70 pct. aldrig scroller helt ned i bunden.


Derfor er der tre ting, du skal gøre nu

  • Genbesøg dine landingssider, som dine e-mails leder hen til, og tjek, om dit CTA er over foldelinjen. Kan du svare ’ja’, så smut ned efter mere kridt, dengse.
  • Placer dit CTA (klik, køb, læs mere, sign up ) over foldelinjen, sådan at den er synlig fra begyndelsen.
  • Opsæt det som en splittest, så du selv kan teste, hvor stor en virkning det har på dine konverteringer.

Personligt anbefaler jeg altid, at du har et CTA både øverst og nederst på din side (der er trods alt 30 pct., der scroller helt ned i bunden).

Tippet kom fra: Andreas Bach-Laursen, lektor på IBA Erhvervsakademi Kolding.

Tip #2 Den mail, der performer allerbedst

Hvilket indhold vil du gerne have, at 62 pct. af din målgruppe ser – og 22 pct. af dem klikker på?

Overvej det lige et øjeblik, mens jeg hejser mit hæve-sænkebord til ergonomiske højder.

[buuzzzzzzzzzz]

Godt. Så er du klar til mit næste tip: Prioritér den altafgørende velkomstmail. Den, jeg modtager, lige efter jeg har skrevet mig op til at modtage mails fra dig.

Har du ikke taget velkomstmailen seriøst, bør det være det første, du gør, for velkomstmailen performer langt over gennemsnittet. Og de overbevisende visnings- og klikrater på velkomstmailen tåler vist en replay:

  • 62 pct. visninger (i gennemsnit)
  • 22 pct. klik (i gennemsnit)

Det, du skal gøre nu
Ja, hvad kom du frem til? Det, som jeg indledningsvist spurgte dig om? Hvis du ikke har svaret, skal du seriøst overveje, hvad du gerne vil have folk til at klikke på i din velkomstmail: Har du en tekst, de skal læse? En video, de skal se? En freebie, de skal downloade? Det er din gyldne mulighed.

Dernæst skal du selvfølgelig automatisere det, så velkomstmailen bliver sendt fluks af sted, så snart fingeren har sluppet subscribe-knappen. 

Tippet kom fra:
 David McNally, Operations Manager hos Ubivox.

Tip #3 Adfærdspsykologi, der øger forståelsen og gør dine budskaber mere overbevisende

Forskning viser, at du kan gøre folk mere positivt stemte over for din tekst, hvis du bruger nogle helt særlige ord – nemlig de såkaldte coherence markers. På dansk: kohærensmarkører.

For kohærensmarkører forbinder dine sætninger, skaber sammenhæng, øger forståelsen af dit budskab og gør dine budskaber mere overbevisende – (næsten) uden at ændre på indholdet.

Lad os tage et eksempel uden brug af kohærensmarkører og et med.

Eksempel på en salgsmail, jeg fik for nyligt

”På en råkold og grå torsdag vil vi gerne give dig lidt at glæde dig over. Vi betaler fragten på din næste ordre.

Den gælder både afhentning og levering.”

 

Eksemplet, hvor jeg har tilføjet kohærensmarkører

”På en råkold og grå torsdag vil vi gerne give dig lidt at glæde dig over. For vi betaler fragten på din næste ordre, hvilket gælder både afhentning og levering.”

 
Kan du mærke forskellen?

Sådan bruger du kohærensmarkører
Pointen er, at du gennemgår dine tekster og tilføjer kohærensmarkører. Eller omformulerer ord i dine sætninger, så de refererer tilbage til sætningen forinden. Og her kommer listen med kohærensmarkører dig til gavn.


Listen med kohærensmarkører

- da, for, fordi, derfor, så, men, altså, her, dermed, det, den, af den grund, det skyldes, hvilket betyder.

 
Print den ud. Eller skriv ordene ned på en post-it, og hæng den op på din skærm. Så får du tekster, der er lettere at forstå og modtagere, der er mere positive over for dine budskaber.

Og så lidt guf til stræberne: Tag den udvidede version, og kombiner med det tip, som Henrik Hillestrøm giver her.

Tippet kom fra: 
Heine Aaen, copywriter i Aaen Tekster.

 

Og så napper vi 3 tre tips fra Trier.

Kommunikationskonsulentens tre tips – af Jacob Trier

Tip #4: Tving ikke dine læsere til at nive skærmen (aka mobiloptimer nu, for filan!)

Det er efterhånden veldokumenteret, at cirka halvdelen af alle e-mails bliver åbnet på en mobiltelefon. Alligevel sendes der hver eneste dag masser af e-mails, der tvinger modtageren ud i det store zoom-cirkus, hvis de bliver åbnet på en mobil. Blandt andet fordi layoutet bruger flere kolonner, eller fordi teksten vises i en størrelse, der kræver supersyn at afkode på normal skærmafstand.

Og det er noget skidt, for hvor Facebook og andre sociale medier for længst har opdraget os til gladeligt at lade tommelfingeren scrolle ned gennem flere kilometer indhold, så bliver vi anderledes irriterede, hvis vi skal skifte greb og nive skærmen for at få tekst og billeder til at blive større. Det føles simpelthen unaturligt.

Sådan kommer du i gang med mobiloptimering
Hvis din tekst er mikroskopisk på mobilen, så skal du have redesignet dine mailskabeloner og eventuelt skifte til et nyt e-mailsystem. I dag understøtter de fleste seriøse e-mailsystemer responsiv visning af dine mails, der tilpasser udseendet, alt efter om mailen åbnes på desktop eller mobil. Hyr grafisk hjælp, hvis du ikke selv kan tilpasse skabelonen, og husk altid at se dine testmails på både mobil og desktop, inden du trykker på send-knappen.

Tippet kom fra: Michael Barber, Keynote speaker og Senior Vice President i B2B-bureauet Godfrey.  

Tip #5: Find balancen mellem volapyk og enhjørningebræk i din tone of voice

Når du skriver e-mails, er det ikke blot vigtigt, hvad du skriver, men også hvordan du skriver det. Desværre har alt for mange mailskribenter svært ved at finde den rette balance mellem knastørt, afsenderorienteret systemvolapyk på den ene side og det, som Henrik Hillestrøm med et fantastisk udtryk kalder ”enhjørningebræk”, på den anden.

Enhjørningebræk er resultatet, når skribenten lader de kreative fiksfakserier få lige lovligt frie tøjler, og for eksempel beskriver de overstrømmende jubelscener og kædedans på kontoret, som lige netop din e-mail udløste. Det kan være mindst lige så trættende at læse som en tekst, der ligner en tro kopi af side 7 i vilkårene for din pensionsopsparing.

Sådan finder du balancen
Når du skal genvinde balancen, gælder det først og fremmest om at kunne se din tekst med modtagerens øjne. Du skal vurdere, hvor meget spillerum du har mellem funktion og æstetik, når det gælder din målgruppe. Fokuser på at skrive enkelt og letforståeligt, og tilføj så præcis så meget sprogligt krydderi, at teksten pirrer mere end blot den højre hjernehalvdel.

Tippet kom fra: Henrik Hillestrøm, Content Lead & Copywriter, Danske Bank.

Tip #6: Brug (den rigtige) lokkemad til at tiltrække nye læsere

Gratis gaver er et populært middel til at indsamle nye permissions. Og i Mette Wiils monsterrapport B2B E-mail Marketing 2018 – Fakta, trends og benchmarks har over 70 pct. af virksomhederne angivet, at de bruger en eller anden form for incitament til at indsamle mailadresser og opbygge lister.

De mest succesfulde virksomheder bruger lokkemad dobbelt så meget som de mindst succesfulde. Og det er langt fra lige meget, hvad du tilbyder. Hvor de mindst succesfulde sværger til konkurrencer og rabatter, så bruger de mest succesfulde tre gange så ofte webinarer og e-bøger som gratis gaver. Det kan med andre ord godt betale sig at investere i relevant og gennemarbejdet indhold frem for lette konkurrence-kalorier.

Sådan finder du den rette lokkemad
Sæt tid og ressourcer af til at få produceret noget attraktivt Hero Content, der viser kunderne, at du har en fremragende forståelse af lige netop deres udfordringer og forretning. Du kunne starte med at spørge dem. Det er investeringen værd. 

Tippet kom fra: Mette Wiil, content og e-mail marketing entusiast og arrangør af Email Summit 2019.

Til sidst tager vi lige tre tips om teknik, værktøjer og tragten.

Den digitale rådgivers tre tips – af Casper Svoldgaard

Tip #7: Få styr på teknikken – ellers når dine e-mails ikke frem

Gmail, Outlook og alle de andre strammer hele tiden nettet om spammere og andre suspekte e-mailtyper, og i dag går det hårdt ud over din evne til at nå frem til din modtagers indbakke, hvis du ikke er ’autentificeret’ som afsender.

Helt kort fortalt er du nødt til at fortælle både dit e-mailværktøj – fx MailChimp – og modtagerens e-mail-service – fx Gmail – at du er den, du udgiver dig for. Det kræver lidt teknisk indsigt, men hvis du får styr på det, slipper du til gengæld for at optræde i din modtagers indbakke som ”Mette Marketing <mette@marketing.dk> sendt på vegne af Mette Marketing <mette=marketing.dk@cmail2.com> ”.

I stedet kan du optræde med den mere troværdige afsenderinformation ”Mette Marketing”. Og vigtigst af alt, så øger du sandsynligheden for, at din e-mail overhovedet når frem til din modtagers indbakke.

Det, du skal gøre nu
De fleste e-mailværktøjer gør det heldigvis forholdsvist nemt for dig at få fat i de oplysninger (DKIM og SPF), du skal bruge til autentificeringen. De skal indsættes i jeres DNS (i serverindstillingerne), så her skal du alliere dig med jeres it-ansvarlige eller jeres hosting-partner.

Tippet kom fra: Michael Barber, Keynote speaker og Senior Vice President i B2B-bureauet Godfrey.  

Tip #8: Invester i det rette værktøj – der er ikke længere nogen vej udenom

Relevans er uden sammenligning det vigtigste succeskriterie i digital marketing anno 2019. Og relevans kræver indsigt – hvordan interagerer dine modtagere med dit indhold – og timing – hvornår interagerer dine modtagere med dit indhold? Derfor er der ikke længere nogen vej udenom et godt marketing automation-system.

Hvis du vil være relevant over for din målgruppe, er du nødt til at have et system, der kan indsamle data om din målgruppes adfærd og gøre dig i stand til at segmentere og automatisere dine e-mail-udsendelser på baggrund af den indsigt.

Automatisering er efterhånden standard i de billige systemer som MailChimp og Campaign Monitor, men hvis du vil være med i 2019, er du også nødt til at kunne score dine leads, segmentere efter life cycle stages/placering i kunderejsen, binde din e-mail marketing sammen med dit website, din SoMe-tilstedeværelse og din online-annoncering og automatisere lead-opvarmningen.

Det, du skal gøre nu
Tag hatten i hånden. For de gode systemer koster fra 3-9.000 kroner om måneden, og du skal afsætte tid og penge til oplæring og masser af content-produktion, hvis du vil have effekt ud af dem.

Til gengæld kan du med det rette system udregne præcist, hvor meget et lead koster, og hvor mange salg der stammer fra marketingindsatsen. Den slags kan de godt lide, dem der uddeler budget til marketing. Kig for eksempel på HubSpot, Active Campaign, Act-On, Marketo og ClickDimensions.

Tippet kom fra: Leadscoring, segmentering og automatisering var et tema for en god del af oplæggene på Email Summit 2019.

Tip #9: Brug tragten til at skaffe abonnenter via Facebook

Facebooks Lead Ads er effektive til at generere leads og indsamle permissions til for eksempel dit nyhedsbrev – også for B2B-virksomheder. Og Facebooks annonceplatform er særdeles sofistikeret og effektiv til at ramme din målgruppe meget præcist. Ved at benytte lookalike-funktionen til at definere målgruppen for annoncen kan du ramme meget relevante profiler midterst eller nederst i salgstragten.

Du kan for eksempel oprette en lookalike-gruppe, som ligner dem, der i forvejen interagerer med din Facebook-side. Du kan også gøre målretningen endnu skarpere ved at uploade en liste med de abonnenter, der har interageret med dit nyhedsbrev, og så lade Facebook finde profiler der ligner dem. Du kan sågar oprette lookalike på eksisterende kunder.

På den måde undgår du at skyde med spredehagl øverst i tragten, og du kan få meget bedre leads ud af dine annoncekroner, end hvis du blot målretter efter interesser og demografi. 

Det, du skal gøre nu
Drop de brede målretninger. Hvis du har bare skyggen af data på dine kunder, nyhedsbrev-abonnenter eller website-besøgende, bør du styre udenom Facebooks brede målretningsmuligheder. Interesser og demografi som kriterier performer sløvt, og barrieren for en konvertering i din Lead Ad bliver større i takt med bredden af din målretning. Brug i stedet Lookalikes og Custom Audiences.

Tippet kom fra: 
Halfdan Timm, Head of social hos Obsidian Digital.

 

Bum, vi er igennem. Og du har fået, hvad du er blevet lovet: 9 tips til din e-mailmarkedsføring, du kan skal implementere i dag.

Læs mere: 5 ideer til marketing automation flows

Læs mere: Disse fejl skal du undgå i din B2B e-mail marketing

Læs mere: Inspiration til B2B e-mail marketing fra journalistens værktøjskasse

 

Gratis guide til e-mail marketing
7 måder, hvorpå e-mail-marketing får din forretning til at vokse.

Vil du vide mere om e-mail marketing og hvorfor du skal prioritere det i din virksomhed, så hent e-bogen.

Hent guide til e-mail marketing

e-bog_email_marketing