Idé-1

5 tricks (mere) til at sælge din bedste idé

Kæmper du stadig med at få gjort dine idéer flyveklar til den helt store pitchseance? Så har vi heldigvis endnu flere tricks i ærmet, der kan give din gode idé luft under vingerne.

”Fra skaberne af ’5 tricks til at sælge din bedste idé’ kommer her efterfølgeren ’5 tricks (mere) til at sælge din bedste idé’.” Hvis ikke den intro fangede din opmærksomhed, ja så ved jeg snart ikke. For hvem vil ikke gerne have lommerne fulde af fifs til at skyde sine idéer ud over rampen?

Med input fra vores bureauvenner hos Velocity Partners kommer her sidste del af tjeklisten, der giver dine geniale påfund de bedste levevilkår.

(Og har du endnu ikke læst part 1, så kan du passende gøre det først. Du finder den her)

1. Kvalitet over kvantitet

Selvom du er sprængfyldt med fede idéer, så ved du også godt, at de ikke alle sammen bør have en plads på trofæskamlen.

Kill your darlings gør sig i den grad også gældende, når det handler om idéer, og det er ofte her, at kreative sjæle med propfyldte popcornhjerner går galt i byen og taber deres publikum. Det kan slet og ret virke både overvældende og ukvalificeret at blive beskudt med halve/ufærdige/komplicerede idéer uden et klart formål. Som idémager er det din opgave at sortere de dårlige(re) idéer fra, og kun præsentere dem, der er potentielle medaljetagere.

Hellere én genial idé fremfor fem gode.

2. Anerkend dine interessenters input til idéen

Kan du med hånden på hjertet sige, at din idé udelukkende er din egen? Næppe. For idéer opstår oftest på baggrund af udefrakommende inputs fra andre. Og selvom det kan være svært at indrømme, at din helt geniale åbenbaring faktisk bygger på kundeservice-Kenneths dårlige joke eller chef-Charlottes seneste gennemgang af afdelingens udfordringer, så kan der være nemme point at høste.

Alle kan i større eller mindre grad lide ros og anerkendelse – og det gælder også, når det kommer til idéer. At anerkende dine interessenters input og inkludere dem i dit pitch er en ”low-risk, high-return”-taktik, og den er særdeles effektiv, hvis det samtidig er inputgiverne, der skal vende tomlen op eller ned for din idé.

Og det er helt fair, hvis du tænker; ”men det er jo mig, der har snittet, reduceret og forfinet opskriften på den perfekte idé?”, så længe du bare husker på, hvem der kom med ingredienserne.

3. Kend din målgruppe

Know your audience. Hvis du arbejder med salg og/eller marketing, så har du formentlig hørt denne sætning så mange gange, at du er begyndt at få små trækning ved højre øje. Selvfølgelig kender du din virksomheds målgruppe, deres udfordringer, deres behov og måske endda deres yndlingsfarve. Men hvad med dem, du præsenterer for? Har du også styr på deres kulørte præferencer?

Det kan være en god idé at farve (haha) din præsentation efter dine interessenter. Find ud af, hvad der får dem til at klappe i deres små hænder, og hvad der får dem til at krumme tæerne sammen i de spidse sko.

Kan du spotte et mønster, nogle foretrukne vendinger eller ord, du kan bruge til at beskrive din idé? Hvis du bevæger dig over på deres sproglige territorie, så er du allerede godt på vej til accept.

Protip: At vide, hvad målgruppen kan lide, er essentielt. At vide, hvad de ikke kan lide, er uvurderligt. Muligheden for at komme indvendinger i forkøbet eller som minimum være forberedt på dem kan være altafgørende, for om din idé er købt eller solgt. Så tag lige en hurtig tur ned ad nej-vej, og forbered dig på eventuelle indsigelser, så du er klar til at tage kampen, hvis den opstår.

Er du faktisk lidt i tvivl om din målgruppes udfordringer og behov? Så sving forbi vores hjemmeside og få en persona-skabelon, der gør arbejdet med personaer nemmere.

4. Præsenter din idé, som slutbrugeren skal opleve den

Det her tip kan måske virke banalt. Men det er selvfølgelig med af en grund. Rigtig mange mennesker har nemlig en tendens til at præsentere deres idé, og i samme åndedrag som de afslutter deres pitch, følger en afart af spørgsmålet; ”hvad tænker I, om den idé?”

Men helt ærligt – fortjener dit guldæg ikke bedre end et splitsekunds betænkningstid?

Hvis du har fulgt alle vores tricks, så har du formentligt leveret århundredets pitch (og idé) og det bør altså belønnes med en ordentlig feedback.

Det er ikke nok kun at forklare din sag, hvis du vil have brugbar feedback. Giv dine interessenter mulighed for at opleve din idé. Lad dem læse, skimme, teste, prøve, røre, se. Måske er det midt i præsentationen, måske har de fået materialet tilsendt på forhånd eller måske får de en kopi med hjem efterfølgende. Det vigtigste er, at de får den samme oplevelse som slutbrugeren og tid til at reflektere – inden de giver feedback.

5. Bak din (skøre) idéer op

Er din idé lidt ud over det sædvanlige – og måske endda uden for din virksomheds comfort zone? Twistede idéer er muligvis de sværeste at pitche, til gengæld er de oftest også de fedeste, når de lykkes. Og har du mod på udfordringen, så tag den op. Men bevæbn dig med backup!

Mange før dig er nemlig gået planken ud med vanvittige idéer, der på papiret må have virket absurde, latterlige, kontroversielle eller upassende, og det kan du lige så godt drage fordel af.

Lad os kigge på et par geniale, men gakkede eksempler.

Rådet for Sikker Trafik

 

OK

 

Uden at kende de eksakte forhistorier, så er det svært at tro på, at de to eksempler er strøget lige igennem corporate-maskinen uden indvendinger. Der har sandsynligvis været folk, der har rystet på hovedet, akavede samtaler og generel frustration i storrumskontoret både før, under og måske også efter, men resultaterne taler for sig selv. Og det har krævet mod og gamblermentalitet at præsentere sådan nogle idéer – og tro på dem.

Der findes tusindvis af lignende eksempler, du kan bruge som backup til dit pitch, det er bare at starte eftersøgningen. Og skulle det ske, at du ikke finder det, du leder efter, så lov os at præsentere din skøre idé alligevel. Det har den helt sikkert fortjent!

Protip: Tal ikke din idé ned. Selv hvis den er lige på grænsen, så undgå for alt i verden at kalde den kontroversiel/fjollet/atypisk – det kalder lidt på en forhåndsafvisning. Prøv i stedet at præsentere den som noget unikt, modigt, anderledes, dristigt eller et andet ord med en positiv klang.

That’s all folks, som Snurre Snup ville have sagt. Nu er det tid til at brænde verden ned med alle dine uforlignelige idéer. God fornøjelse!