Publico inviterer til jubilæumsreception i anledning af vores 20 år i kommunikationsbranchen. Det foregår fredag den 5. november på Centralværkstedet i Aarhus, klokken 15-17. Alle venner og fjender er velkomne.

P1011801

Vi ved godt, du har travlt, og at det lige nu føles som om, 5. november er uendeligt langt ude i fremtiden.

Men hvis du nu tager ærlighatten på, tænker tilbage på dit livs november-oplevelser og mindfulness-mærker de følelser, som tanken om den første vintermåned aktiverer i din krop (november-november-november), var det så ikke en ide at placere en stor, lækker honningkrukke i kalenderen?

Godt så. Sådan en har vi klar til dig. 🍯

Fadøl, snacks, live-musik og lækre kommunikationstyper. Ikke den værste cocktail på en formentlig grå fredag i årets mørkeste måned. Publicos jubilæumsreception er for alle kunder, samarbejdspartnere, medarbejdere, tidligere medarbejdere, konkurrenter, ekskærester og andre hangarounds.

Programmet ser nogenlunde sådan ud:

  • Kl. 15.00 - 16.00: Ankomst, første drink/fadøl og small-talk/røverhistorier
  • Kl. 16.00 - 16.15: Stifteren får ordet for en kort bemærkning
  • Kl. 16.15 - 16.30: Gin-entusiasterne fra Njord forestår en gin-smagning via cocktails med gin

Under hele receptionen vil der være mulighed for at networke, small-talke, drikke sig små-snalret, lytte til musikken eller bare chille.

Her skal du møde op
Arrangementet foregår i Smedien på Centralværkstedet, Værkmestergade 7, Aarhus C – lige ved Bruuns Galleri (med gode parkeringsforhold og lige ved togstationen) – centralt i Aarhus.

Fortæl os, om du kommer (forplejning, logistik, antal udsmidere, du ved) 🙏

NB vedr. gaver
Vi har sådan set, hvad vi skal bruge, og så hatten passer. Vores kunder er så søde at betale de fleste af vores fakturaer, så vi faktisk kan få udbetalt løn – næsten hver måned. Derfor vil vi gerne opfordre dig og andre eventuelle gavegivere til at donere et beløb til Kirkens Korshær i Aarhus i stedet for at købe en vingave eller lign. til os.

Overfør beløbet til 9004 4573546208, og skriv ”Publico 2021” på overførslen. Kirkens Korshær hjælper de allermest udsatte i vores hjemby og vil bruge jeres eventuelle bidrag direkte på brugerne, som er misbrugere, sindslidende og andre mennesker med lignende udfordringer. Korshærspræst Morten Aagaard vil sørge for, at jeres eventuelle donationer bliver brugt samvittighedsfuldt.

Den allerbedste gave, du kan give os, er to timer af din tid. Eller måske bare en halv time. Kig forbi, før du henter børn. Mød din kæreste, og drik en fredagsøl på vores regning. Eller bare kom og få en lille fredags-buzz på. 🍻

Vi glæder os til at se dig! 😊

DSC_0736-1